Archive for the ‘Connie Hedegaard’ Category

Dit og mit klima

mandag, august 31st, 2009

Som klimakommune har Hvidovre Kommune forpligtet sig til at skære 2 % af CO2 udledningen om året frem til 2025. Vi er startet med at tage fat på el og varme, men fx transport, indkøb og mad er andre områder, hvor der er CO2 på spil.  At klodens klima forandres er uomtvisteligt - det er alle eksperter enige om. Hvad og hvor meget, der kan og skal gøres ved det, er det store spørgsmål, som verdens lande mødes til klimatopmøde om i København til december. Hvad kan regeringerne gøre, hvad er de lokale myndigheders rolle og hvordan kommer virksomheder og borgere i spil?

Hvordan ser du din rolle i klimaspørgsmålet? Har du nok kendskab til, hvad du selv kan gøre og det fornødne overskud til at involvere dig i opgaven? Føler du, at det er besværligt at tage stilling til miljø og klima i den travle hverdag, og at klimadebatten er uoverskuelig? Synes du, ligesom mange politikere, at klimaet er dette århundredes største og vigtigste udfordring? Eller er du egentlig ret træt af dommedagsprofetier?

I september måned debatterer vi klimaudfordringen på HvidovreDebatten og afslutter med et åbent borgermøde på Hvidovre Hovedbibliotek mandag d. 5. oktober kl. 19, hvor du kan møde landets Klima- og Energiminister Connie Hedegaard og Hvidovres borgmester Milton Graff Pedersen.

Gratis billetter på www.hvidovrebilletten.dk